Fra Ideologi til Realisme
Velfærd + Globalisering – Ideologi = Fremtid
Formand for gymnasiernes rektorforening Peter Kuhlmann bekræftede 9. april 2006:
"...at den nylige gymnasiereform ikke har lokket flere i gymnasiet til at vælge de naturvidenskabelige fag. Det skyldes mangel på velkvalificeret naturvidenska-belig undervisning i Folkeskolen..."
Velfærd og globalisering er nært koblede problemstillinger. Et helhedssyn på de to dele i den danske virkelighed er forudsætningen for at nogen af dem løses. I Danmark er velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne en privat rettighed og finansieringen kollektiv. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet langt mere dominerende d.v.s. også individuel finansiering. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkurrence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemmefronten.
Skiftende danske regeringer har skruet samfundet sammen over en 40 års periode, valgt at udvikle det, eller valgt at afvikle det, hvorved landet er kommet i den situation, at vi rammer mod naturlige stopklodser for finansieringen af velfærden om ganske få år. Skatteprovenuet standser kan ikke finansiere velfærden og skatteprocentens højde, priserne på vore eksportvarer og statsgælden stopper udviklingen via globaliseringen tillige.
Det drejer sig således ikke kun om at få øget den andel, der deltager på arbejdsmarkedet, så skatteprovenuet kan øges; der er stærke interesser knyttet til at få os til at tro dette.
Det drejer om at gøre det attraktivt at etablere nye virksomheder og udvide den del af de bestående, der egner sig til udviklingen med international konkurrence og velfærd.
Velfærden kan ikke finansieres, hvis landet skal fortsætte med at eksportere sig til de indtægter, hvoraf velfærden skal betales, sådan som landet er indrettet.
Fra dette udgangspunkt skal vejen findes, uanset hvad man måtte have lært af eller misbrugt af John Maynard Keynes’ værker og i øvrigt lært sig af velfærdsideologisk antagelses-logik. Der er nogle få valgmuligheder for tilpasning, men ikke mange, og det haster overhængende. Der skal simpelthen skaffes eksportindtægter. Og samtidig skal det samlede forbrug reduceres. Simpelthen fordi der rent faktisk er for lidt kapital investeret i produktionssektoren. Det er blevet fordelagtigt at placere kapitalen uden for produktionen i Danmark eller placerede den i udlandet, og så placeres den, hvor det er fordelagtigt. Det betyder at mere end 594.112 (i 2004) eller mere ned 22 pct. er arbejdsløse eller udstødte , jfr. henholdsvis tabel 2 og tabel 1 nedenfor.
Globaliseringen består i, at landene uden for Vesteuropa faktisk er blevet mere i stand til at overtage mange af de produktioner, som tidligere havde kronede dage her. Uden for Vesteuropa og USA har man ikke et fuldt udviklet industrisamfund, og tilmed beriget eller belastet af et velfærdssystem. Udviklingen har været igang siden cirka 1980, hvor udflytningerne begyndte fra USA. Virksomhederne flager ud, etablerer nye virksomheder i områder i Østeuropa og Asien, hvor omkostningsniveauet er betydeligt lavere end her, eller udlandet igangsætter virksomheder, der efterhånden nemt vil udkonkurrere det mest løntunge i Vesten.
Denne virkelighed må de respektive regeringer i Europa forsøge at tilpasse sig, selvom det måske betragtes som et voldsomt afbigt fra mindst ét mere eller mindre ideologisk projekt, når det kommer til velfærden og måske også EU. Der kan ikke kæmpes imod globaliseringen med andet end blok- og importpolitik, der kun udsætter smerten for en tid eller ender op i styreformer langt fra demokratiet. EU er også et sådant forsøg på at dæmme op for konkurrencen udadtil. Og da EU er et ideologisk projekt fortsætter EU tilsyneladende sin udsigtsløse kamp mod udviklingen.
Det samme med alle ideologisk bevidste. De mener de bekæmper globaliseringen, som de desværre har helt misforstået, og de mener regeringerne i de rige lande har sat globaliseringen i gang, som netop et ideologisk projekt, hvis ikke må den være et resultatet udelukkende af den liberalistiske tankegang. Alt mens Verdens økonomiske top mødes indenfor, så er der gang i den uden for med demonstrationer. At deltagerne i topmødet forsøger at finde beskyttelse mod de værste virkninger af globaliseringen, der netop gavner ulandene og de mindre udviklede lande, som de kan kaldes. Det kan gadens demonstranter naturligvis ikke begribe. Vi kan også sige de lande, der tager udfordringen om udvikling op, er ikke nået så langt på afviklings- eller udviklingskursen som vore vestlige lande.
Faktum er imidlertid, at pendulslaget fører udviklingen til de lande, der efter egne sigtepunkter har behov for udvikling, og væk fra Vesten, der har udviklet sig mod sin egen afvikling, hvis ikke der ske store forandringer i Vestens måde at tænke og agere på. Al ideologi skader her.
Farvel til ideologierne – ellers sammenbrudIndvandringen til Vesteuropa bygger langt hen ad vejen på ideologien eller verdensanskuelsen: at ved at flytte de mange fattige og undertrykte i Tredjeverdenen til Vesten, så løstes problemerne på verdensplan. At talstørrelserne og børnefødslerne beretter om projektets dimensioner og dets umulige succes, trænger ikke ind hos en ideolog, simpelthen fordi tal og logik er realisme – i idealismen dyrkes stemninger, fornemmelser, følelser og også falsk føleri, som det man orienterer sig efter i sine valg.
Mange virksomheder var også stærkt interesserede i at få billigere arbejdskraft ind for at trykke lønningerne til et mere tåleligt niveau, pengelønninger var blevet gennemtrumfet af stærke fagforeningsmonopoler, mens skatterne samtidig steg som aldrig før
[1] for at velfærds-eliten kunne udvikle sit projekt mod skyerne. Denne virksomhedsinteresse og lavere lønsatser var nu ingen ideologi, selvom den ideologisk liberalistiske tankegang, snarere har været skyld i meget andet i denne forbindelse, som vi skal se.
Det viste sig imidlertid, at fortrinsvis indvandrere uden de fornødne kvalifikationer tog turen til Vesteuropa fra Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Nogle klarede sig, men langt de fleste kom ind og trak ekstra på velfærden, der var bygget op af de danske ambitiøse ideologer uden noget befolkningskrav.
Velfærdskommissionen har i maj-rapporten fra 2005 vist, at indvandrerne trækker tre gange mere på den offentlige sektor i forhold til deres andel end danskerne [Velfærdskommissionen refereret i Børsen den 1. december 2005].
At aldersfordeling og andet øver indflydelse på denne kendsgerning er uden den store relevans for problemstillingen ved en realistisk behandling. Det er påvist også af det offentlige selv i Danmark (bl.a. Rockwoolfonden), at meget af det, som man forventede sig af projektet ikke er blevet indfriet, refereret på :
http://www.lilliput-information.com/seks.htmlIndvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på
http://www.filtrat.dk/ Århus Kommune: - ”58 pct. af indvandrere på bistandshjælp m. m. er uegnede til arbejde - politikere er rystede”.
Den liberale fløj kan ikke afvise, at forestillingen om arbejdskraftens frie bevægelighed, der vel først skulle afprøves i virkeligheden kom til at se dagens lys i EF/EU-regi, et ideologisk fejlskud, der må rettes op efter, hvis det kan lade sig gøre. Det var nemt at nå til enighed med de øvrige ideologiske i familien. Internationalen havde altid sunget sangen om, at folk kunne slå sig ned, hvor de ville, for vi kunne få Jerico-basunerne at høre.
Men som altid fejl i de ideologiske hjemmeopgaver. Efter østblokkens sammenbrud burde det være tydeligt for enhver, hvad ideologi – enhver ideologi fører til. Men nej, nu blev de mange sagsbehandlere beskæftiget og en hel såkaldt flygtningeindustri skød op. Og det gav skattebetalinger til dem, der havde opfundet velfærdssystemet og de, der agerede i velfærdssystemet og bevogtede dets fortsat ubekymrede virke fra begyndelsen af 1980-erne.
I perioden 1960-2001: Mere end det dobbelte at betale i skat, samtidig med at statsgælden voksede 9,7 gange i faste priser, antallet af hjælpere steg til det dobbelte, mens antallet, der skulle hjælpes, tredobledes, og så gik landets stambefolkning endog tilbage hvert år fra 1968.
[dokumentation:
http://www.lilliput-information.com/velg.html ]
På trods af disse kendsgerninger lød sangen, at indvandringen altså skabte beskæftigelse, og det var, hvad der var brug for, hævdede de ledende. Sidst er sangen ændret til, at vi mangler arbejdskraften – derfor må vi nu have nogle flere immigranter. Skulle det så være velkvalificerede denne gang, er spørgsmålet: Hvor skal de komme fra? Og det var ikke beskæftigelse, der vil begrænse den salgbare produktion og eksporten, der var brug for.
Det var igen eksportindtægter til at betale vort meget dyre velfærdssystem med. Det var hvad vi manglede.
Allerede fra 1968 var der som nævnt hvert år et fødselsunderskud blandt danskerne
[2]. Og det går ikke i længden, når vi f.eks. har et system, hvis betalinger er indrettet sådan, at de cirka skulle udlignes mellem borgerne over levetiden. I første tiår af 21. århundrede begynder den store ældreandel som følge af dette fødselsunderskud, og den kommer samtidig med, at arbejdsstyrken – andelen i de arbejdsdygtige aldre, der tilbyder deres arbejdskraft - falder. Oveni har vi globaliserings-spørgsmålet, der er rent faktisk er blevet gjort til en endnu større hurdel netop af de mange ideologiske fejltrin.
Konkurrerende ideologier skabte skæbnesvangre indretningI perioden mens økonomibetragtninger stadig blev debatteret offentligt blandt vore folkevalgte (indtil omkring midten af 1980-erne) kunne man jævnligt høre f.eks. import- og eksportkvoterne nævnt som henholdsvis den andel af bruttonationalproduktet, som importen henholdsvis eksporten udgjorde af dette samlede rådighedsbeløb. Sådant bekymrede de ansvarlige, fordi vi netop i Danmark skulle importere så meget for at skabe den nødvendige eksport med vores dygtighed. Danmark var yderst sårbart over for inflation. Og den kom, og den blev til sidst upopulær igen, selv blandt dens tidligere stærkeste fortalere. Den skyldtes - inspireret af Keynes’ teoristumper – et offentligt overforbrug, der i hele perioden 1960-2001 viste sig ved, at det offentliges forbrugsandel pr. velfærdsideologi voksede fra 14 pct. til 28 pct. af et tredoblet bruttonationalprodukt
[3].
Virkeligheden viste sig.
Vi har også forstået at landets sårbarhed synes forsvundet, siden vi kom i EU, der ideologisk var tænkt at skulle være en næsten selvforsynende blok a la USA.
Nationalregnskabet i Danmark er imidlertid behæftet med særdeles grove ideologiske brokker, først hidrørende fra John Maynard Keynes’s værker, siden hen blev de indbygget direkte i det danske nationalregnskab af Viggo Kampmann. Vi vil derfor ikke gøre andet end perifert brug af det. I øvrigt indarbejdet medens Viggo Kampmann var embedsmand; siden hen blev hans statsminister fra 1960 til 1962.
Danmark er et land, der fra naturens hånd ikke har givet os meget andet i nyere tid end landbrugsproduktionen at byde på. Der skabtes dog forholdsvis sent en industriopbygning, der gradvist tog førerskabet i samhandelen med udlandet og i indtjeningen efter den 2. verdenskrig. Et effektivt skole- og uddannelsessystem var netop forudsætningen for, at dette kunne ske.
Så kom det til en brat omkalfatring af det samlede uddannelsessystem i 1960-erne og 1970-erne, fordi da gjaldt det opbygningen et skattefinansieret og ideologistyret velfærdssystem og en enorm offentlig sektor til at klare en mængde problemer, som stort set ingen uden for den ideologiske eliten havde opfattet de havde
[4].
En stædigt og vedholdende propaganda om en ide fra 1930-erne bar nu frugt. Nuvel bedre sygehusvæsen og nye skoler var ikke det værste. Men det standsede ikke her. Ideologien var sat på skinner og ideologier fortsætter altid op i skyerne, hvorfra det som bekendt ikke er nemt at høre eller se jorden.
Et lille indskud:
Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne i et hver samfund, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.
Hvad forbrugerne – private og offentlige - giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget.
Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier – i dag langt flere. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug – privat og offentligt - stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.
Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at forstå.
Resultaterne af skiftende ideologi-behandling aflæsesTabel 1Ikke arbejdende uden for de arbejdsdygtige aldre i 2004
[Arbejdsstyrken der tilbyder sig på arbejdsmarkedet: 2.867.000]
Uden for arbejdsmarkedet
Folkepensionister 749.435
Førtidspension
[5] 269.135
Efterløns- og overgangsydelse 205.761
I alt 1.224.331Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 326, 29. juli 2005Tabel 2
Ikke arbejdende i de arbejdsdygtige aldre (16-66 år) i 2004
I de arbejdsdygtige aldre 15-66 år
Registrede arbejdsløse 335.000
Bistandsklienter 144.000
Revalidenter 26.748
Kommunalt aktiverede 49.268
AF-aktiverede 19.269
Orlovsydelse 7.535
Ledighedsydelse 12.302
I alt 594.142Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 326, 29. juli 2005 [6]I alt tabel 1 og Tabel 2 : 1.818.142Tabel 3
Modtagere af offentlige overførsler i øvrigt og offentligt ansatte i 2004:
Modtagere af syge- og barselsdagpenge 423.858
Offentligt ansatte 874.500
I alt 1.298.358
I alt tabel 1, tabel 2 og tabel 3 modtagere af overførsler som livsgrundlag og offentligt ansatte: 3.092.000
For at nå til det samlede folketal skal antallet af raske ansatte i salgbar produktion og ca. 1 mill. børn og unge under 18 år tillægges og antallet på syge- og barselsdagpenge i den offentlige sektor fratrækkes, nogle af sidstnævnte og nogle af de unge under 18 år er selvsagt inkluderet i ovennævnte antal.
Offentlige driftsudgifter: 771.6 mia. kr. i 2004 og 801,6 mia. kr. (budget 2006) Heraf er overførsler: 336.7 mia. kr. i 2004 og 375,4 mia. kr. (budget 2006)
Eksportindtægter i alt: 656,6 mia. kr. i 2004 og 663,1 mia. kr. (budget 2006)
Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 30, 24. januar 2006
Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 131, 29. marts 2006
Danmark har større offentlige driftsudgifter end eksportindtægter. For hver krone eksportindtægt bruges 51 øre på overførsler og for hver krone eksport bruges 66 øre på offentlige driftsudgifter, mest overførsler og ansættelser.
Det ses uden videre, at eksportindtægterne, som vi gerne ville øge for at skabe større råderum for finansieringen på hjemmefronten, ikke forventes at vokse i samme takt som de offentlige driftsudgifter og de offentlige overførsler.
Eksporten bruges her kun som en indikator, og det er med den opstilling netop forholdsvis nemt at sammenligne hele gennemgangen med resultaterne i andre lande, der har gjort det bedre, f.eks. Irland, Island og Tjekkiet.
Med 2.867.000 i arbejdsstyrken i 2004 fordelt på 594.142 ledige og udstødte, 874.500 offentligt ansatte og ca. 1.400.000 i salgbar produktion fratrukket i alt 423.858 syge- eller på barselsdagpengemodtagere
[7] kan samfundet ikke fortsætte finansieringen af velfærdsydelserne og oveni finansiere de nødvendige udgifter vedrørende 1,224.331 pensionister m.v. uden for arbejdsmarkedet.
Det sidste antal vokser endog forholdsmæssigt og ikke alene tilgangen til, men selve arbejdsstyrken kan forventes at falde absolut.
Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001–2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken er øget med mere end 50.000 i samme periode. Endnu mere afstand forventes der at blive mellem en stadig mindre arbejdsstyrke og et øget antal i pensionistaldrene. I følge Erhvervsbladet 4. marts 2006 vurderer 10 ud af 14 arbejdsmarkedsråd, at arbejdsstyrken ville falde med 8.000 flere i år 2007. Velfærdskommissionen projicerer 350.000 færre i arbejdsstyrke og 400.000 flere i pensionistgruppen i år 2040, hvis udviklingsparametrene fastholdes som i dag. Dette vil så give et offentligt budgetunderskud på omkring 100 mia. kr. pr år.
6. april 2006 oplyser Dansk Arbejdsgiverforening, at 50.000 vil forlade arbejdsmarkedet som pensionister m.v. de næste 4 år. Forudsat at deres pladser ikke besættes med andre, vil dette et tab i indtjening plus en ekstra offentlig udgift vokse til på 15 mia. kr. pr. år på fire år.
En ting er at arbejdstagere udstødes af arbejdsstyrken, en anden ting er, at aldersgruppernes indbyrdes størrelsesforhold forskydes betydeligt mere fremover p. g. a. af aldringen og en manglende tilgang til arbejdsstyrken – fremkaldt af det lave fødselstal siden 1968 og dernæst af immigrationen, der bevisligt tre gange hyppigere end danskerne fører til modtagere af overførselsindkomst fra de unge år i anden og tredje generation:
http://www.lilliput-information.com/seks.html#_ftn5 , Velfærdskommissionen i følge Børsen den 1. november 2005, og tidligere socialminister Henriette Kjær den 1. maj 2005, se nedenfor.
I grupperne førtidspensionister jfr. tabel 1 og ikke-arbejdende i øvrigt i aldrene 16-66 år jfr. tabel 2 var der i alt 863.277 heraf ca. 100.000 behandlingskrævende sindslidende, prostituerede, behandlingskrævende alkoholikere, narkotikamisbrugere og hjemløse i følge Velfærdskommissionen.
Kilde: Velfærdskommissionens analyserapport, maj 2004, kapitel 9.
Immigranterne og deres senere efterkommere i alle generationer er i følge Velfærdskommissionen som nævnt repræsenteret 3 så hyppigt i forhold til træk på den offentlige sektor, og det kan oplyses, at i førtidspensionistgruppen er de endnu mere overrepræsenteret i forhold til deres andel. Rockwoolfonden oplyste i 2001, at 36 pct. af de ikke-vestlige kvinder står til rådighed for arbejdsmarkedet; blandt danske kvinder står 72 pct. til rådighed. D. v. s. 64 pct. af de ikke-vestlige står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet; af disse modtog ca. 13.000 ganske vist ikke noget offentlig hjælp, ifølge Ritzaus 10/3-2005 (et senere år, ganske vist), resten modtog førtidspension m.v. Til gengæld er de stærkt underrepræsenteret i folkepensionist- og efterlønsgruppen, hvor deres andel kun udgør ca. 10 pct. mod danskernes 22,6 pct. Holder vi os til korrektionen af udlændingeregnskabet gennem de sidste 25 år på
http://www.lilliput-information.com/kantrocia.html (godt 13 pct.), bliver andelen af immigranter i alle generationer blandt de ledige og udstødte: 3 multipliceret med godt 13 pct. lig med 40 pct. Det er trækket på ydelserne.
Dette tal svarer til tidl. socialminister Henriettes Kjærs oplysninger jfr. ovenfor for så vidt angår bistandshjælpen.
[I øvrigt den tredje kontrol af antalskorrektionen af antallet af fremmede]
Antal indvandrings-modtagere i de arbejdsdygtige aldre, jfr. tabel 1 og tabel 2 mindst:
(594.142 + 269.235)*0,40 = 345.351
D. v. s. ikke under 345.000 [i dag snarere godt 100.000 flere] af modtagerne af overførselsindkomster i de arbejdsdygtige aldre er immigranter og deres børn, og 458.000 er danske.
Øget salgbar produktion og eksport – og velfærdssystemet reformeretSkal velfærden, som vi har kendt den i hen ved 40 år, bevares, skal landet nødvendigvis også kunne klare omstillingen til den forstærkede internationale konkurrence – som indvandringen er den liberale og internationale ideologiske del af. Derfor skal der ske forandringer, som er langt større end omlægningen fra vegetabilsk til animalsk produktion i sidste halvdel af 1800-årene under landbrugskrisen. I realiteten var krisen dengang opstået p. g. a. amerikanske jernbaneskinners nyvundne bæredygtighed som følge af pudlingsprocessens forbedrede hårde stål. Fragtraterne pr. ton styrtdykkede og dermed førte konkurrencen fra det amerikanske korn i Midtvesten til langt lavere verdensmarkedspriser på både foderkorn og brødkorn. Dette havde intet med ideologi at gøre. Det var en opfindelse. PC-eren var også en opfindelse.
At det bliver på det nærmeste umuligt lave forandring blandt politikerne, eftersom VKR-regeringen accepterede den ideologiske velfærdspolitik så tidligt som i 1968, og fordi ingen politiker skal vove skindet, og alle ved det kan blive deres tur til at tage det politiske ansvar af nødvendighed ved et regeringsskifte. Derfor vil alle deltage med lidt og satse på, at andre får lov at tage skraldet, når projekterne som her har lange tidsmæssige virkninger. Desuden er mere end 60 pct. af vælgerne ansat hos det offentlige eller sendt på dagpenge eller anden offentlig forsørgelse. Systemet fortsætter til det opløser sig selv – præcis andre ideologiske eksperimenter - eller standses af kreditorerne.
Det kan forventes at blive til små justeringer næsten uden virkning i det politiske rum. Og dette fører med matematisk sikkerhed landet direkte i statsbankerot, hvor velfærdssystemet afskaffes tilfældigt styk for styk, forudsat krigen i Europa ikke kommer, før der realiseres hastigt voksende budgetunderskud. Samtidig vil vi se eksportindtjeningen falde, og outsourcingen øges p. g. a. forsømte skattenedsættelser, hastigere afgang fra arbejdsstyrken stammende fra både pensionistgruppens vækst, udstødelsen fra og manglende tilgang til arbejdsstyrken i den anden ende.
Ideologerne vil fortsat hævde, der er fred og ingen fare, og de sidste 20 pct. vil ikke opdage/indrømme, der er sket noget, end ikke efter krigen.
Ikke desto mindre må det være rigtigt at anvise nogle veje, som kunne redde det system, som folk har vænnet sig til er gældende og som de bl.a. betaler husleje efter. Noget af det må foreslås afviklet, fordi udviklingen har vist, det ikke har de virkninger, man argumenterede for herunder den gavn, som var forudsat ved dets tilblivelse.
Når det officielt hævdes, at formålet med forligsbestræbelser i de igangværende velfærdsforhandlinger (april 2006) ensidigt skulle være at skaffe flere til arbejdsstyrken, så virker det kun på skatteprovenuet i opadgående og samtidig øger det incitamenterne til at acceptere mere immigration,
d. v. s. indstrømning i større hastighed.
Nuvel, man har ikke koblet globaliserings-spørgsmålet til velfærds-spørgsmålet. Det bliver utvivlsomt skæbnesvangert. Flere skattebetalinger til finansiering af velfærden løser ingen af problemerne grundlæggende. Problemet forværres derimod, som vi nu skal se. Måske udskydes katastrofen en smule, og dette er næsten i alle tilfælde det længste ivrige (professionelle) politikere vil strække sig i tanker og handling, når der skal ske noget stort i deres verden, der mestendels bygger på (parti)tro.
Lad os tage dem på ordet: Flere ind i arbejdsstyrken, d. v. s. flere der tilbyder sig på arbejdsmarkedet end i dag. Medfører dette flere ansættelser i salgbar produktion, eller medfører det flere offentligt ansatte? (besvares nedenfor)
Problemfelter
1. Børnefødsler i Danmark:a. I gennemsnit fødes det første barn omkring kvindens 28. år - herefter kniber det med at få flere børn.
b. 15-20 pct. af kvinderne i 40-årsalderen i de vestlige lande har ingen børn - dette tal er steget væsentligt.
c. Aborterne er atter steget til at udgøre mere end 15.000 af en fødselsårgang på 68.000-70.000 i Danmark.
For så vidt er b. kendetegnende i udpræget grad for stameuropæere, der er ledige eller udstødte fra arbejdsmarkedet, som ikke tør sætte børn i verden.
2. Immigranter
3. Velfærdsordninger, generelt
4. Uddannelser
5. Indkomst-skattenedsættelse
Skatterne skal dække de offentlige udgifter. Med en stigende afgang til gruppen over 65 år og samtidig en stadig mindre gruppe i arbejdsstyrken p. g. a. manglende fødsler og udstødning fra arbejdsmarkedet bliver det umuligt at få skatteprovenuet til at dække de offentlige udgifter. Allerede i 2010 vil 40 mia. kr. mangle i, at budgettet når sammen.
Hvis skatterne hæves, mindskes det samlede rådighedsbeløb, hvoraf skatterne beregnes og i øvrigt indregnes i, fordi den salgbare produktion og dermed eksporten går ned p. g. a. forringet konkurrencestatus.
Det kan umiddelbart virke som et problem svarende til cirklens kvadratur; men det er det ikke, da cirklen og kvadratet intet har med ideologi af gøre.
Velfærdssystemet bygger i Danmark på serviceydelser og overførsler som en privat rettighed, men indrettet med en kollektiv finansiering, forstået på den måde, at initiativtagerne til systemet forestillede sig alle samfundets individer over livsforløbet skulle modtage lidt mere fra det offentlige, end de rent faktisk betalte i skat. Det var selvfølgelig noget vås, fordi det offentlige ikke kan give nogen noget, før det offentlige har hentet det ind i skatter
[8], trykt for mange pengemidler eller lånt pengene. Men denne detalje lader vi ligge. Vi nøjes med at vise virkningerne af tankegangen og forsøger at give nogle anvisninger på, hvor systemet kan renses for ideologi.
Al ideologi, velfærds-ideologi, liberalisme, internationalisme, keynesianisme og europæisme, skal fjernes fra det nuværende danske velfærdssystem:
1. Børnefødsler:Det kunne være et forsøg værd at forsøge at påvirke alderen, hvor det første barn fødes, i nedgående retning – ”uden at sende kvinderne nogen steder hen”. Herved kunne antallet af børn pr. kvinde muligvis øges. Regeringens forslag om variabel uddannelsesstøtte virker måske lidt, selvom forslaget i det åbne var tænkt blot at skulle øge antallet af skattebetalere ved, at uddannelsen afsluttes tidligere. Når vi ved, at en ganske vist ukendt mængde legater udbetales til unge, der spekulerer i legatudbetalingerne og gerne skifter studium for at opretholde udbetalingerne, så er det blevet til en slags udvidet supplerende bistandshjælp i en række tilfælde. Stramninger er her heller ikke uden virkning; måske skal der mere til (se nedenfor).
Ét forslag til hvorledes børnefødslerne kan øges blandt de ledige/udstødte:
Ledige og udstødte over 30 år, kunne tildeles et offentligt tilskud udbetalt månedsvis svarende til forskellen mellem understøttelsen og mindstelønnen på arbejdsmarkedet i 5 år, når de sætter deres første barn i verden efter det fyldte 30. år; gældende for begge barnets forældre.
Samtlige udgifter vedrørende aborter, der ikke har medicinsk eller kriminel indikation, kan vælges opkrævet ved den aborterende eller ved faderen.
Offentligt tildelte og udmålte gaver til børnefamilier øger afgjort ikke incitamentet til at sætte børn i verden blandt de barnløse, ældre eller andre marginale vælgergrupper, der kunne være truende ved at valg, modtager også gaver. Dette kan ikke ses, at have andet end formel fordelingspolitiske begrundelse. I Tyrkiet og Thailand har man uddelt hårde hvidevarer til potentielle vælgere op til parlamentsvalg; der er ikke meget forskel. Alle disse offentligt tildelte gaver skal omarbejdes til fradrag i skatten, hvorved efterspørgslen efter arbejdskraft til produktionsformål øges.
2. ImmigranterNår 40 pct. af de ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre i Danmark tilhører en delpopulation, der udgør godt 13 pct., så er det vanskeligt også for Velfærds-kommissionen at finde nogle løsninger på velfærdens finansierings-problem ved at manipulere en meget stor del af problemet i år 2006 efter 25 år masseindvan-dring til at være en central del af løsningen på problemet.
I nogle af regeringens tænketanke ser det ganske anderledes ud.
Indvandringen fortsatte med indstrømningsvækst fra 11.369 nye i 2004 til 12.644 nye udenlandske statsborgere i 2005, hvoraf 9.730 kom fra områder uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand.
Det er ikke nok.
2006: Fri indvandring:
Ingen tvivl, liberalen vil også til fadet efter internationalen har høstet hovedparten af byttet fra indvandringen igennem 25 år:
Allerede før valget i 2001 var der indført en såkaldt jobkort-ordning (Greencard i USA), der indebærer en maksimal skatteprocent på 25 pct. af indtjeningen de første tre år for udenlandske, højtuddannede nøglemedarbejdere. Med denne beskatning opnår de pågældende samme rettigheder og samme adgange til den offentligt finansierede danske velfærd som danskerne, der ganske vist skal betale den fulde pris. Tilmed en så høj pris at vore salgbare produkter ikke kan produceres og afsættes i tilstrækkelig mængde til, at velfærden kan finansieres i fremtiden. De ledende ved altså godt, det er hel galt fat. Dokumentationen:
http://www.workindenmark.dk/%20Taxation/0/1/0Ordningen har vist sig ikke at virke efter hensigten. Det hænger sammen med, at de kvalificerede begyndte at sive til USA og England i begyndelsen af 1980-erne.
Der foreslås netop i foråret 2006 en ordning, der tillader immigranter uden videre at tage til Danmark og søge job i 6 måneder, uden der skal indgives nogen ansøgning til udlændingestyrelsen. Onkler, fætre og svogre er her allerede.
Løsningen er ikke svært se. Det kræver kun overvindelse af de ideologisk anfægtelser. Og den opgave lader sig måske ikke løse, inden lyset slukkes over Europa.
3. Velfærdsordninger, genereltEfterlønsordningen blev i sin tid indført med den argumentation, at hård fysisk nedslidning på arbejdsmarkedet havde skabt et behov for tidlig, gradvis overgang til pensionisttilværelsen, og desuden hævdede man, at ordningen ville reducere ungdomsarbejdsløsheden/udstødelsen væsentligt. Ordningen har især været benyttet af skolelærere, pædagoger og bibliotekarer. Med stigende gennemsnitlig levealder og en igangværende overgang til mindre fysisk krævende arbejde generelt, er ordningen blevet en generel førtidspensioneringsordning, men en sådan findes i allerede.
At hæve folkepensionsalderen gavner en ganske lille smule.
Offentlig finansieret gældseftergivelse til ledige og udstødte som foreslået vil gavne meget.
Velfærdsordninger som diverse orlovsordninger, der giver frihed for forældre i arbejde i helt op til et år pr. barnefødsel ser kun at fordyre vareproduktionen, uden der er andet end et ideologisk bestemt behov. At små virksomheder heller ikke tør ansætte kvinder er til at forstå, da der skal ansættes hen ved to for én, når de er i de fødedygtige aldre.
4. Uddannelserer yderst centrale at få indrettet realistisk. Ideologi har erstattet indføringen i redskaber og færdigheder, så det er blevet til en katastrofe.
I områderne 'undervisning', 'sundhed', og 'social omsorg' var der i 2001 (i følge Velfærdskommissionens rapport, ”Velfærden kommer ikke af sig selv”) officielt ansat 630.000 svarende til lige knap
22 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere end dobbelt så stort siden 1960, endda målt ved andelen, det optager af den samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbenbart ikke kende sådanne oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle mål for produktivitet (præstationer i forhold til ressourcerne) og mål for effektivitet (målopfyldelse i forhold til ressourcerne).
Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at
30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever undervises dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med
50 pct. fra 1985-1995
[9].
Uden detaljerede ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyser TV2-Nyheder, at
57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og tilsvarende gør sig gældende for
97 pct. af de, der underviser i fagene naturfag og teknik
[10]. Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen. At eleverne tilegner sig ideologien indgår helt centralt i bedømmelsen af hvilke elever, der klarer sig godt og hvilke skidt helt nede fra børnehave- folkeskoleniveau.
Viden og kompetencer skal i front:
Skal Danmark have en chance i disse år med virksomhedsudflytning, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.
Midlerne til at rette kursen op på 3-5 år går over de komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) i Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner.
USA begyndte handlingsorienteret at tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne:
Dollar-faldet. Det samme gjorde England.
Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske - i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, så vil den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem.
En lang række af humaniora uddannelserne må simpelthen have meget lav eller ingen tilgang af studerende. Og kan det ikke lykkes at nedbryde ideologien, om hvad det frie uddannelsesvalg fører til efter de tre års prægning i gymnasiet, må der indføres studieafgifter svarende til de samlede uddannelsesudgifter og ophør af tildeling af offentlige legater til de uddannelser, der ikke vil give beskæftigelse i samhandelssektoren, og ikke ved andet end naturlig afgang andetsteds i mange år frem.
De offentligt finansierede legater kunne fjernes og erstattes af lån, ligesom en uddannelsesafgift svarende til de faktiske omkostningerne kunne indføres. Legater og gratis uddannelse er flot og skævt, dels fordi en mængde uddannede ikke opnår beskæftigelse med deres uddannelsesvalg, dels fordi de, der ikke tager en videregående uddannelse, faktisk betaler for uddannelsen, der tilmed medfører en højere løn. Dette kan kun begrundes i ren elite-tænkning. Samtidig ”forbruges” vort produktionsapparat til dets egen udslettelse/udflytning ad den vej.
Afviklingen af de private uddannelsesomkostninger kan ske i annuitetslån med 20 års varighed
[11].
5. Indkomst-skattenedsættelseLønningerne skal ned med mindst 30-35 pct.
[12] Indkomstskatten kan ændres til en kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og endeligt ved kilden som en lønsumsskat, indbetalt direkte af arbejdsgiveren, primært for at spare indkomstskattekontrollen
[13]. Provenuet fra lønsumsskatten skal ned med beløb mindst svarende til, at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct. Selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske, og det kan blive eneste virksomhedsskat. De forskellige fondsbidrag bortset fra pensionsopsparing på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50 pct. i ét uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.
Alle dagpenge, understøttelser og pensioner udbetales som skattefrie beløb.
Dette vil naturligvis give nogle offentlige budgetunderskud de første år, men da indretningen tiltrækker mange avancerede virksomheder, vil skatteprovenutabet inden 10 år være fuldt genoprettet, fordi der netop tilføres kapital til produktionssektoren modsat nu, hvor den tappes til sidste blodsdråbe og derfor stikker af efter omkostningsbesparelser. Tilbage vil vi have en dominerende vidensbaseret produktion med højtuddannede og vellønnede medarbejdere.
Mange nye virksomheder og øget salgbar produktion i de bestående virksomheder er resultatet. Derved trækkes arbejdsstyrken i beskæftigelse og skaber købekraften til den såkaldte velfærd pr. automatik. Her følges selvsagt jordens omdrejninger i universet. At der skal en mental polvending til, skal ingen være i tvivl om. Fyrre år med pyramiden vendt på hovedet af ideologien.
"Nu kan vi komme tilbage til virkeligheden” kan vi kalde projektet efter 40 års utopi.
9. april 2006
Joern E. Vig, cand.oecon.
[1] I perioden 1960-2001 en fordobling plus 63,7 pct. af produktionsforøgelsen i skat oveni i perioden.
[2] Der skal 2,05 - 2,10 pr. barn kvinde til for at spædbørnsdødeligheden overkommes og reproduktionen sikrer en stabil befolkning i de vestlige samfund.
[3] Her til kommer overførslerne der stod for 20 pct. i 1960 og 44 pct. i 2001 af bruttonationalproduktet; sidste procent endog udregnet på grundlag af et tredoblet bruttonationalprodukt – tredoblingen er selvfølgelig delvis urealistisk ene og alene, fordi ideologien netop var indbygget i nationalregnskabet, hvor offentligt forbrug blev kunstigt omgjort til produktion.
[4] Antallet af ansatte i den offentlige sektor voksede fra 406.000 i 1960 til 844.000, 874.500 eller 925.410 i 2004. Antallene angives forskelligt afhængigt af, om vi se på statens forskellige opgørelser hos
http://www.dst.dk/ eller opgørelsen via ATP-indberetninger.
[5] Hvor stor en andel i denne gruppe, der faktisk egner sig til det danske arbejdsmarked eller hører til et andet arbejdsmarked, som de har forladt, er ikke nemt at udpinde og vise pålidelige oplysninger om via den offentligt tilgængelige statistik.
[6] Dette var den sammenhængende socialstatistik fra kilden som anført. I nyt Danmarks Statistik nr. 22 af 2. februar 2006 oplyses ledigheden omregnet til fuldtidsledige fra henholdsvis 573.100 i 2004 og 543.100 i 2005, der omregnes til henholdsvis 176.400 og 157.400 fuldtidsledige – her er tale om ledige medlemmer af arbejdsløshedskasser.
[7] Fordelingen af syge- og barselsdagpengemodtagerne på offentlig og privat sektor ser vi bort fra.
[8] Man opererede således med en svag underbudgettering – underskud på de offentlige finanser - fra systemets start, hvilket vi fik at mærke efter det første 10 års virke, hvor landets inflation steg voldsomt, så udlånsrenten måtte op til knap 22 pct. i 1979. Man skal bemærke, at velfærdssystemet kom til at stå sin første prøve i netop dette 10 år, hvor to olieprisstignings-chok kom i 1974 med mere end 400 pct. prisstigning og igen med en mindre i 1979. De blev kaldt begrundelser for massearbejdsløsheden fra 1973. Det var afgjort ikke den fulde sandheden.
[9] F.eks. vektorregningen, der er grundlaget for elektronik og avanceret fysik, afskaffedes allerede i begyndelse af 1980-erne i gymnasierne med henvisning til, at de rekrutterede gymnasiaster fandt emnet for vanskeligt.
[10] Stammer de manglende færdigheder i matematik og fysik herfra, når vi netop ser på tilgangen til ingeniøruddannelser i afsnittet ovenover?
[11] Det var skæbnesvangert fra starten at give fri adgang til uddannelserne og tilmed gøre den helt overvejende uddannelsesomkostning skattefinansieret. I FN var svaret på den dengang præsenterede U-90-betænkning – Perspektivplan for uddannelse i Danmark indtil 1990 : ”I må have råd til det”. Der er faktisk chance for at få fjernet dette ideologi-element nu, men det vil afgjort støde mod stor modstand blandt de unge, der opfatter elementet som en
velerhvervet rettighed, grænsende til en naturlov, selvom det er sket på bekostning af den halvdel, der ikke tager en videregående uddannelse.
[12] Ikke for at konkurrere med lavtlønsområderne om de løntunge produktioner, men fordi vore varer er for dyre til, at de kan sælges tilstrækkeligt til, at vi kan afvikle statsgælden og skabe flere nye samhandelsarbejdspladser samtidig. Og det er opgaven.
[13] Det er bevist for mere end 25 år siden, at al tale om progression i skatteskalaen med stigende indkomst er vås. Progressionen udlignes fuldt af de større fradrag.
"if your heart is filled use your brain"
